Julie Louise Kjær

PROFESSIONSBACHELOR I ERNÆRING OG SUNDHED SAMT CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Jeg har aldrig været buttet eller vejet for meget, men alligevel har jeg været sindssygt utilfreds med min krop i rigtig mange år. Så utilfreds at det overtog hele mit liv, selvom jeg måske – i andres øjne – ikke havde meget at være utilfreds over.

De negative tanker startede i teenageårene, hvor jeg begyndte at sammenligne min egen krop med mine veninders. Nogle af dem havde de her papirstynde maver helt fra naturens side, men min mave havde en lille bule på midten, og det brød jeg mig ikke om.

Uvidende som jeg var om både kost og motion, kastede jeg mig ud i alle mulige åndssvage strategier for at få en flad mave. Jeg prøvede alt fra Nupo-kure til noget, der nærmede sig en anorektisk tilstand, hvor jeg simpelthen holdt op med at spise i en dag eller to.

Kurene endte som regel med en overspisning, hvor jeg guffede alt det i mig, som jeg havde måttet undvære, og derfor tog jeg selvfølgelig de tabte kilo på igen. Min vægt svingede frem og tilbage, men aldrig mere end 4-5 kilo.

Det lyder måske af ingenting, men for mig fyldte det virkelig meget, især når familie og venner kommenterede på en nylig vægtstigning. Det ramte bare lige ind i alle de negative kropstanker, der var i forvejen.

Mine madvaner blev mere og mere fanatiske, som årene gik. Jeg var besat af tanken om en slank krop og begyndte at veje min mad. Og hvis min mor var så fræk at komme lidt smør på de kogte gulerødder, kunne jeg gå helt i panik.

På egne ben

Da jeg flyttede hjemmefra, blev jeg endnu mere forhippet på at få en sund krop og et holdbart vægttab. Jeg begyndte at løbe en del, og efterhånden som jeg blev bedre, voksede mine forventninger til mig selv.

Jeg skulle være hurtigere hver gang, ellers var det ikke godt nok. Jeg glemte at lytte til min krop og kløede bare på, og langsomt blev mine løbeture forvandlet fra noget sjovt og dejligt til en ond pligt.

Jeg begyndte også at undgå socialt samvær, fordi det ofte betød indtagelse af kalorier. En tur på café med mine veninder kunne gøre mig skrækslagen. Tænk nu hvis der kom sødmælk i kaffen i stedet for skummetmælk. Den slags tanker fyldte rigtig meget, og derfor fandt jeg næsten altid på en undskyldning for at takke nej.

Jeg var virkelig tynd i den periode, og det blev bemærket. Men når min forældre påpegede, hvor tynd jeg var, tog jeg det bare som endnu en anklage. Nu var min krop forkert på en anden måde, og hvad så? Jeg syntes selv, at jeg levede sundt og følte ikke, at de forstod mig.

Jeg fik øjnene op for styrketræning og begyndte at kombinere det med løb og spinning. På et tidspunkt trænede jeg 2-3 timer hver eneste dag. Det kunne være en times styrketræning, en times spinning og så lige 10 kilometer på løbebånd bagefter.

Det kombinerede jeg en overgang med en virkelig stram kostplan, som jeg havde købt mig til. Og som jeg af uransagelige årsager besluttede mig for at gennemføre i december. Det blev selvfølgelig en virkelig forfærdelig måned.

Jeg havde en disciplin uden lige og rørte ikke noget, uanset mængden af juleguf og andre lækre sager. Jeg var sågar på juletur i Tyskland med min familie, hvor jeg stædigt spiste min medbragte madpakke i bilen, mens de andre spiste frokost på en restaurant.

Jeg var så berøvet for kulhydrater, at jeg ofte lå vågen til langt ud på natten, fordi min hjerne var besat af tanken om et stykke franskbrød med smør. Jeg glædede mig så meget til forløbet var slut, og selvom jeg fik en virkelig slank og veltrænet krop, så kunne jeg godt se, at det ikke var holdbart i længden.

slut med forbudte fødevarer

Det år besluttede jeg mig for at droppe ud af Handelshøjskolen og i stedet læse Ernæring og sundhed. Kost og træning var min helt store passion, og noget jeg så mig selv arbejde med i fremtiden.

Heldigvis skulle det vise sig at være et rigtig godt valg. Den uddannelse tog mig nemlig med på en stor rejse, hvor jeg udviklede mig selv og fik et helt andet forhold til sundhed.

Langsomt begyndte jeg at spise mere normalt. Jeg lærte en masse om både kost og træning, og så fandt jeg ud af, at psykologi også har en del at sige.

Jeg tog en ekstra uddannelse som vanecoach, og her fik jeg virkelig øjnene op for, hvor meget lyst betyder for ens motivation. Man skal gøre ting, fordi man har lyst til det, og ikke fordi man skal. Man må gerne spise både smør og hvidt brød, og man skal nyde det i stedet for at straffe sig selv.

Ved at gøre bestemte madvarer forbudte, bliver de også langt mere tiltrækkende, og den kamp kæmpede jeg i virkelig mange år. Men da jeg endelig gav slip og tillod mig selv at spise lige præcis det, jeg havde lyst til (selvfølgelig blandet med lidt fornuft), forsvandt trangen til overspisning fuldstændigt. Det var slet ikke så svært, som jeg havde gjort det til.

Alle de erfaringer skubbede mig langsomt i retning af uddannelsen til personlig træner, og det er jeg så blevet. Jeg brænder simpelthen så meget for at hjælpe folk med at få en sund krop, som de kan være stolte af, og derfor elsker jeg mit job.

Jeg ved, hvor altoverskyggende det kan være, når man er utilfreds med sin krop, og jeg ved også, hvor mange fejl man nemt kommer til at begå undervejs. Jeg kan i hvert fald skrive under på et par stykker, som bestemt ikke kan anbefales.

I dag har jeg det bare rigtig godt med mig selv og min krop. Det tog mig en del år at nå her til, og det allersidste skub kom faktisk først, da jeg blev mor. For med et lille barn i huset sker der altid noget, og det er umuligt at forberede sig på alt. Der er heller ikke meget tid til træning, men det er helt fint, for nu træner jeg langt mindre end før – til gengæld mere effektivt.

Livet er fyldt med faktorer, som vi ikke selv er herre over, og det er helt fint. Det handler bare om at følge sin mavefornemmelse og finde den rette balance.

Og hvis min mavefornemmelse peger i retning af en croissant, så spiser jeg en croissant. Jeg spiser også gerne et halvbagt snobrød, fordi jeg ikke kan vente på, at det bliver færdigt. Og tænk – jeg har aldrig haft nemmere ved at holde mig slank.

Det lyder næsten for nemt, men jeg lover, at det virker. Du kan sagtens få en sund krop uden at blive fanatisk, og når du først har fundet den gode balance, så har du den resten af livet.

Jeg håber vi ses.

Mange hilsner,

Julie