Bjarke Buch

KANDIDAT I KONKURRENCE- OG ELITEIDRÆT OG CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Jeg er vokset op i et hjem med stor fokus på sundhed. Min mor har arbejdet professionelt med kost og træning hele sit liv, og det var derfor en helt naturlig del af min barndom.

En pizza var ikke bare en pizza – det var rugmel, godt med grøntsager og ingen pepperoni. Fredagsslik var der også, men det var primært hjemmelavet og i minimale mængder.

Det lyder måske meget restriktivt og overdrevent sundt, men for os børn var det ikke noget særligt. Vi spiste det, der blev serveret, og vi nød det.

Det var først i de sidste år af folkeskolen, at jeg fik øjnene op for den verden af lækkerier, som jeg hidtil havde haft et begrænset kendskab til. Jeg var blevet stor nok til at få lommepenge, og det samme var mine klassekammerater. De andre brugte primært deres penge på guf, og jeg begyndte at gøre det samme.

Jeg købte roulader og studenterbrød, som jeg guffede i mig i frikvarteret. Det var lækkert og også lidt syndigt. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke ville blive godt modtaget derhjemme, og derfor undlod jeg som regel at fortælle, hvad jeg havde spist i løbet af dagen. Så undgik jeg nemlig det blik, som mere tydeligt end ord fortalte mig, at roulader ikke er sunde.

FRA SUKKERCHOK TIL SULTEKUR

Jeg spenderede en ganske betydelig del af mine lommepenge på slik, cola og kage, men det gik over igen, da jeg begyndte at få en mere professionel tilgang til den sportsgren, som jeg havde dyrket, siden jeg var fem.

Jeg gik til kampsport, og som halvstor teenager fik jeg lyst til at tage sporten og min egen sundhed til et højere niveau. Med den erkendelse forsvandt lysten til roulader, og i stedet blev jeg nærmest besat af kun at indtage sunde fødevarer.

Kampsport handler om vægtklasser, og derfor er vægten essentiel for din succes. Det lå helt naturligt for alle os, der kom i klubben, at vi skulle tabe os inden en ny turnering, og det gjorde vi nemmest ved at sulte os selv. Brød, slik og pomfritter var bandlyst, mens kød, grøntsager og faste var vejen frem.

Jeg begyndte at sige nej til mine venner, når de spurgte, om vi skulle mødes til en sandwich. Jeg måtte ikke spise brød, og hvis jeg takkede nej til maden, så ville mine venner sidde der og føle sig underligt tilpas, mens de spiste noget, som åbenbart ikke var godt nok til mig. Den tanke brød jeg mig ikke om, og derfor var det lettere at sige nej.

Når jeg endelig tog afsted til diverse sociale arrangementer, så medbragte jeg altid min egen mad. Hvis du selv har prøvet det, så ved du, hvor frustrerende og bøvlet det er, men sundhed fyldte bare alt for mig, og derfor nægtede jeg at spise noget, som ikke var en del af min kostplan.

Jeg trænede meget og læste samtidig en masse om sundhed og kost. Jeg droppede mælk i en periode, jeg spiste på bestemte tidspunkter, og jeg lod i det hele taget mit liv diktere af videnskabens bud på fysisk sundhed.

Jeg glemte bare én ting, og der gik mange år, før jeg forstod, hvor vigtig den var.

NÅR SUNDHEDEN BLIVER USUND

Jeg gik fra folkeskole til HF og videre til en professionsbachelor i sundhed og ernæring, alt imens jeg trænede kampsport på eliteniveau. Sundhed og træning var mit primære fokus, og jeg opfattede mig selv som ultrasund.

En gang imellem prikkede min mor lidt til mig, når hun syntes, at min såkaldte sundhed tog overhånd, men jeg verfede det altid af som ligegyldig kritik. Vi var jo ens, når det kom til sundhed, så hvorfor skulle hun have ret til at kritisere min livsstil?

Der var dog andre, der bemærkede mit overdrevne fokus på sundhed. En af mine nye studiekammerater påpegede, at jeg fokuserede så meget på fysisk sundhed, at jeg fuldstændig overså den mentale, og denne gang trængte budskabet ind.

I årevis havde jeg ladet mig diktere af et unødvendigt strengt syn på sundhed, men endelig begyndte jeg at løsne op. Jeg opdagede, hvor meget sjovere livet kunne være, jeg blev mere glad og samtidig konstaterede jeg til min store forundring, at det ikke gik udover min fysiske sundhed.

Et par år senere stoppede jeg op en dag på vej til træning. Jeg kunne ikke længere se formålet med at dyrke kampsport på eliteniveau. Det var tungt og surt, og jeg ville ikke mere. I stedet gik jeg trænervejen. Jeg ville gerne lære alle de unge i klubben, at de ikke skulle sulte sig selv. At de sagtens kunne finde en god balance mellem sundhed, sport og sociale aktiviteter.

Kort efter blev jeg færdig som kandidat. Det var nu, jeg skulle ud og bevise mit værd, men i stedet forsvandt jeg ind i en svær depression. Dag efter dag sad jeg og sumpede på sofaen. Jeg bestilte mad udefra og dyrkede ingen motion. Jeg gav slip på alle idealer om krop og sundhed, hvilket var kilde til stor skam, men samtidig var det bare én blandt mange andre negative tanker.

Til sidst fik jeg kæmpet mig ud af mørket. Jeg begyndte til judo og fik lyst til at spise sundere og mere varieret. Jeg genfandt balancen, og langsomt genfandt jeg også ønsket om at hjælpe andre.

Derfor blev jeg personlig træner. Jeg har et oprigtigt ønske om at give folk den kæmpe gave, det er at nå deres mål og få et liv i balance.

Sundhed handler ikke kun om fysisk sundhed. Det handler i høj grad også om trivsel og livsglæde, og den slags kommer altså ikke af sig selv, hvis dit sundhedsideal påbyder dig at sige nej til fredagsslik og familiefester.

Tro mig – jeg har været der. Og jeg kan på det varmeste anbefale en afbalanceret livsstil, hvor du når dine mål uden at slå krøller på dig selv undervejs.

Jeg håber vi ses.

Mange hilsner,

Bjarke