Kristine Konradsen

CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Kender du det med at være sulten, men ikke give efter for trangen til mad?

Sådan havde jeg det i mange år, og på et tidspunkt tog det overhånd; jeg spiste næsten ingenting, og jeg vejede næsten ingenting.

Men før det var jeg en helt almindelig pige i en helt almindelig krop. Jeg voksede op i en kernefamilie og tænkte hverken over kost eller træning. Vi spiste almindelig dansk mad, jeg gik til gymnastik og legede med vennerne, og alt var godt.

Da teenageårene ramte, begyndte jeg at tænke over min krop. Det fyldte ikke alverden, det lå bare og lurede lidt i baggrunden, men da jeg blev 15, og mine forældre skulle skilles, begyndte tankerne at løbe løbsk.

Min krop var forkert. Jeg var for tyk, jeg lignede ikke dem på Instagram, og jeg var i det hele taget slet ikke god nok. Jeg havde skyldfølelse over skilsmissen, og jeg følte mig ude af kontrol.

Én ting kunne jeg dog kontrollere, og det var min krop. Jeg havde lidt ekstra på sidebenene, men det røg hurtigt af, og snart var der ikke mere fedt at tabe.

Alligevel følte jeg mig tyk og ulækker. Jeg brød mig ikke om at se mig selv i spejlet, og jeg blev besat af tanken om den perfekte krop.

FORBUDTE FØDEVARER

I flere år trænede jeg næsten to timer hver eneste morgen. Jeg stod tidligt op og var klar til at træde ind i det lokale center som den allerførste. Der stod jeg så og trampede løs på crosstraineren, mens sulten gnavede, og sveden haglede af mig.

Det gjaldt om at slippe af med så mange kalorier som muligt, og jeg fulgte ivrigt med på maskinens lille display.

Ofte tog jeg også en løbetur om eftermiddagen, og på den måde kom træning til at fylde rigtig meget i mit liv. Der var ikke meget plads til vennerne og sociale sammenkomster, og den slags gjorde heller ikke noget godt for min stramme kostplan.

Jeg spiste aldrig morgenmad, men tillod mig selv en enkelt gulerod plus en peberfrugt til frokost. Derfra holdt jeg den kørende frem til aftensmad, hvor jeg tog en lille portion, der som regel røg op igen.

Mad fyldte alt i mit hoved, men næsten ingenting på tallerkenen. Mit kalorieindtag var minimalt, og jeg kunne slet ikke klare tanken om at sidde på en restaurant fyldt med forbudte fødevarer.

Derfor sagde jeg fra og valgte i stedet ensomheden derhjemme, hvor jeg selv kunne kontrollere min mad.

DEN FLOVE ERKENDELSE

Efter flere års spiseforstyrrelse kunne jeg godt se, at jeg var ude på et skråplan, men jeg var ikke meget for at bede om hjælp. Jeg ville selv ordne det, uden hjælp fra andre, men det var nemmere sagt end gjort.

Det blev mine forældre, der gav mig det sidste skub og fik mig til at starte hos både psykolog og kostvejleder. Jeg var flov over at modtage hjælp og brød mig ikke om at være hende den syge, men heldigvis fortsatte jeg og begyndte at få det bedre.

I dag har jeg lagt alle de usunde vaner bag mig og fået et langt mere afslappet forhold til krop, kost og motion.

Jeg træner ikke længere, fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst. Jeg ses med mine venner og laver de ting, jeg gerne vil, uden at lade mig begrænse af kalorier eller tid, og det føles fantastisk befriende.

Så fantastisk at jeg ønsker for alle, at de skal opleve det samme, og det er grunden til, at jeg valgte at uddanne mig som personlig træner.

Livet er ikke særlig spændende, når hele dagen er fyldt med træning, sult og ensomhed, men der er altid en vej ud, uanset hvad du kæmper med. Det kræver bare, at du tør at række ud.

Det er ikke flovt at bede om hjælp. Det ved jeg nu, og i dag tager jeg gladeligt imod al den rådgivning, jeg kan få. Det er det, der udvikler mig og gør mig glad.

Hvis du har brug for hjælp, så ræk ud. Jeg kan hjælpe dig med at få en sund, slank og stærk krop, og vigtigere endnu – en dejlig, energifyldt hverdag uden kalorietælling, dårlig samvittighed og dårligt selvværd.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Kh. Kristine