Antonie Marietta Klubien Lund

CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Jeg startede til ballet som lille og endte med at blive ret dygtig. Det var på mange måder en helt fantastisk rejse, men balletverdenen har også en bagside, og den har jeg i den grad fået at mærke.

Min allerførste ballettime fandt sted, da jeg var bare 5 år gammel. Jeg blev fascineret af dansen og udviklede snart en drøm om at komme ind på balletskolen. Og det gjorde jeg så, da jeg var 13.

Indtil da havde jeg gået i folkeskole, men her startede en ny del af mit liv, hvor mange af døgnets timer blev tilbragt på balletskolen. Matematik, dansk og naturfag foregik på selve teatret, hvor vi selvfølgelig også trænede mange timer om ugen.

Som balletbarn får du faktisk to uddannelser; almindelig folkeskole plus en uddannelse som balletdanser. På den måde er det lidt som at få et voksenjob i en tidlig alder, og det er der både fordele og ulemper ved.

Du bliver meget selvstændig, målrettet og pligtopfyldende, men du bliver også presset til det yderste for at gøre dit bedste hele tiden. Samtidig er der store forventninger til, hvordan du skal se ud.

En balletdanser har ikke så meget som et ekstra gram fedt på sidebenene, og det må man bare rette ind efter, hvis man fortsat vil være i den verden. Og det ville jeg virkelig gerne, så derfor levede jeg efter den samme stramme diæt, som de fleste dansere.

Havde man nemt ved at tage på, så måtte man bare lade være med at spise så meget. Mad fyldte ikke ret meget i min bevidsthed, fordi det måtte det ikke. Det handlede om ikke at spise for meget og ikke at tænke for meget på mad.

ET UNATURLIGT FORHOLD TIL MAD

Den slags tanker giver ikke et særlig naturligt forhold til ernæring, og det var nok en af årsagerne til, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse i mine spæde teenageår. Jeg fik et meget negativt billede af mig selv, og også et ret forvrænget billede af sundhed. Det er jo ikke nødvendigvis sundt at skulle være så tynd.

Det var i hvert fald ikke sundt for mig, og jeg kæmpede i mange år med forskellige spiseforstyrrelser. Det blev rigtig slemt, da jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg pludselig stod på egne ben helt uden opsyn.

Jeg begyndte at isolere mig og takke nej til sociale sammenkomster. Selv fødselsdagsfester og andre højtideligheder meldte jeg fra til, fordi jeg ikke kunne overskue tanken om alt den mad, der ville blive serveret.

Da jeg sagde farvel til livet som balletdanser i starten af tyverne, forfulgte tankerne om en perfekt krop mig stadig. Jeg fik arbejde som pilates instruktør og kom ud i en helt ny verden, hvilket på mange måder var lidt af en åbenbaring.

Som balletdanser lever du i en lille lukket verden, hvor du bruger al din tid og alle dine kræfter på at blive en dygtig danser. Du får et lidt snævert verdenssyn, og bare det at prøve en anden form for træning var helt nyt for mig.

Den del nød jeg, men jeg kunne ikke slippe de mange negative tanker om min krop og fortsatte min usunde livsstil. Det var ikke holdbart i længden, og jeg endte med at komme i behandling på Rigshospitalet.

På det tidspunkt havde jeg opbygget angst for en hel masse fødevarer, og det var et langt, sejt træk at slippe af med dem igen. Jeg fulgte nu en helt anden diæt end den, jeg havde været vant til i balletverdenen, nemlig en der udelukkende fokuserede på vægtstigning.

Jeg måtte også sige farvel til næsten alle former for fysisk aktivitet, for når man er så tynd, som jeg var, må man ikke træne ret meget. Det med træningen var næsten lige så stor en kamp som madplanen, for jeg havde arbejdet med kroppen næsten hele mit liv og følte, at jeg måtte give afkald på noget, som var en integreret del af min person.

Det var virkelig svært for mig, og jeg følte ikke rigtig, at der var nogen, der forstod. Men jeg fulgte behandlingen, tog langsomt på og fik det bedre.

SUND FORNUFT OG SUNDE VANER

Som 27-årig var jeg endelig klar til at tage hul på et nyt kapitel af mit liv. Noget af det første jeg gjorde, var at lede efter en personlig træner. Under mit behandlingsforløb havde der udelukkende været fokus på at nå en bestemt vægt, og den havde jeg nået. Men det var stadig vigtigt for mig at være fysisk aktiv og at få min veltrænede krop tilbage.

Jeg undersøgte en masse forskellige tilbud, men endte med at vælge et forløb her hos Fortius Fitness. Jeg havde ikke lyst til at tage ned i et stort center med masser af mennesker, og var helt solgt på idéen om at træne i et lille lokale alene med min træner.

Og det var simpelthen den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Mine spiseforstyrrelser og mine mange år med et forvrænget syn på sundhed vil altid være en del af min historie, men nu har jeg endelig fået nogle redskaber, som støtter mig i hverdagen.

Hos Fortius blev jeg mødt af et balanceret syn på krop og træning. Her handlede det ikke om et hurtigt kostforløb, men om en helt ny livsstil.

Jeg blev vild med det, og så fik jeg lyst til selv at blive personlig træner. Ikke hvilken som helst personlig træner, men en der arbejdede efter præcis de samme principper, som jeg selv havde nydt godt af. Og nu er jeg så endt her, hvor jeg drømte om at være, og jeg er simpelthen så glad.

Jeg elsker at møde nye mennesker, og jeg har en kæmpe lyst til at hjælpe andre på samme måde, som jeg selv fik hjælp. Jeg ved, hvordan det føles at have det dårligt med sin krop og at være fanget i usunde vaner, og jeg ved også, hvor skønt det føles, når man endelig finder balancen.

I dag har jeg på ingen måde et fanatisk forhold til mad. Tager mine veninder på restaurant, så tager jeg med, og jeg hygger mig uanset, hvad der bliver serveret. Der er ikke længere noget, der forhindrer mig i at gøre alle de dejlige ting i livet, og det føles helt fantastisk.

Jeg har brugt næsten halvdelen af mit liv på at have det dårligt omkring min krop, og jeg har været igennem mange stadier for at nå hertil, hvor jeg er i dag. Men jeg klarede den, og det kan du også.

Jeg håber rigtig meget at se dig, så vi sammen kan skabe den krop og livsstil, som du drømmer om.

Mange hilsner,

Antonie