Josephine Knüppel Dybeck

FYSIOTERAPEUT OG CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Jeg gik til dans i over 15 år, og jeg endte med at blive rigtig god til det. Men desværre var dansen ikke så god for mig – i hvert fald ikke, da jeg blev teenager.

Min krop begyndte at forandre sig, og pludselig var jeg ikke længere en lille letbenet dansepige. Jeg følte mig stor i forhold til de andre og brød mig ikke om at hoppe rundt i det stramme, glitrende discotøj.

Jeg var ikke overvægtig, men jeg havde lidt ekstra på sidebenene, og det var nok til at give mig et negativt selvbillede. I løbet af mine teenageår blev jeg mere og mere opmærksom på min krop. Jeg spiste så lidt som muligt og så kalorielet som muligt for at holde vægten nede.

Og så begyndte jeg at løbe.

Jeg skulle helst træne hver dag, ellers fik jeg dårlig samvittighed. Havde jeg været til familiefest eller andet med kagebord og kalorietung mad, så måtte jeg tage en ekstra tur på løbebåndet for at indhente det tabte.

Jeg gav den virkelig gas, men alligevel skete der ikke rigtig noget, i hvert fald ikke med de kilo, jeg forsøgte at tabe. Til gengæld begyndte jeg at få ondt i knæene, og jeg blev rådet af min læge til at finde en anden sportsgren med knap så mange spring og hårde stød.

Det blev et farvel til disco, men jeg fortsatte videre i danseverdenen med andre stilarter. Først da jeg var 21, sagde jeg endegyldigt farvel til dans.

Jeg var god.

Så god at jeg kunne have valgt at forfølge en professionel karriere, men det havde jeg ikke lyst til, og hvad skulle jeg så? Danse lidt på hobbyplan? Det virkede underligt efter så mange år med konkurrencer og shows.

EN NY VEJ

Selvom dansen ikke altid var god for mig, så gav det mig alligevel et mentalt overskud at bruge kroppen, og derfor ledte jeg efter en ny motionsform som erstatning.

Det endte – temmelig tilfældigt – med at blive styrketræning, og hold nu op, hvor er jeg lykkelig for det. For med styrketræning fandt jeg en motionsform, som ikke bare gav mig den krop, jeg så længe havde knoklet for. Jeg blev samtidig glad helt ind til benet på en måde, som dansen aldrig havde fået mig til.

Jeg begyndte at interessere mig for kost, krop og træning på et helt nyt plan, og jeg blev klogere. Snart stod det klart, hvor meget jeg egentlig havde klokket i det som ung. Der var en grund til, at jeg aldrig rigtig fik den krop, jeg drømte om.

Men her i starten af tyverne fandt jeg en helt ny livsstil, og det gjorde noget ved kroppen. Nu kunne jeg endelig se resultater, og det var vildt motiverende. Jeg trænede ikke længere, fordi jeg skulle, men fordi jeg havde lyst, og det gjorde alverden til forskel.

Jeg havde alle de rigtige redskaber og kunne se tydelige forandringer på min krop. Men jeg manglede en, der kunne holde mig i ørerne og hjælpe mig med at nå mit fulde potentiale. Derfor fandt jeg en personlig træner, som skulle hjælpe med at presse mig til det yderste og holde mig ansvarlig for mine mål.

Det var en virkelig fed oplevelse, og den hjalp mig ikke bare til at blive endnu klogere på kost og træning. Den prikkede også lidt til mine karrieredrømme.

Jeg var i fuld gang med at uddanne mig til fysioterapeut, men langsomt begyndte jeg at drømme om at blive personlig træner i stedet.

Det er jeg nu blevet, og det gør mig så glad.

Det er virkelig en ære at få lov til at hjælpe andre mennesker med at nå deres mål, og jeg bliver helt varm om hjertet hver gang det lykkes.

Jeg har selv kæmpet med min krop, og jeg ved, hvordan det føles at være utilfreds med sig selv og sit spejlbillede. Men jeg ved også, hvordan det føles, når du finder en ny vej.

Når du endelig finder en dejlig, afbalanceret livsstil med effektiv træning, nul kalorietælling og plads til hygge.

Jeg vil elske at hjælpe dig derhen.

Mange hilsner,

Josephine