Philip Poulsen

CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

”Jeg er lige blevet vejet, og jeg er helt normal!”

Det fortalte jeg glad min morfar efter et rutinebesøg hos skolens sundhedsplejerske, og så var alt okay – for en stund i hvert fald.

Men der gik ikke lang tid, før jeg igen fokuserede på alt det negative. Mine briller, mit forkerte tøj og det hvalpefedt, som stædigt blev siddende på kroppen. Jeg var kikset og kejtet, mens de andre var selvsikre og seje. Jeg følte mig forkert og malplaceret, og den følelse holdt ved helt frem til 10. klasse.

Der forsvandt hvalpefedtet endelig. Helt af sig selv faktisk, og samtidig begyndte jeg at blive opmærksom på styrketræning. Min morfar havde dyrket bodybuilding i mange år, og da et par af mine venner også begyndte at træne, hoppede jeg med på bølgen.

Selve træningen var sjov, men mindst lige så sjovt og rart var det, at jeg nu pludselig blev interessant. Den buttede krop blev erstattet med en slank og muskuløs en af slagsen. Pigerne fik øjnene op for mig, og drengene mærkede på mine store overarme med anerkendende blikke.

Jeg havde aldrig oplevet den form for opmærksomhed før, og jeg svælgede i det. Så meget at jeg levede mig fuldt ind i min nye identitet som ham den muskuløse og sunde.

Jeg følte, at jeg fandt mig selv, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det var på et falskt grundlag.

Træningsmani og tvangstanker

I løbet af de næste år begyndte jeg at træne mere og mere. Jeg løb op mod 40 kilometer om ugen og styrketrænede samtidig næsten hver dag. Den slags tager tid, og derfor udviklede jeg en meget stringent plan, hvor hver dag startede med en intensiv omgang træning.

Der var ikke tid til at ligge og dase, jeg havde et program jeg skulle overholde.

Samtidig blev jeg meget fokuseret på min kost. Fra at spise som en helt almindelig teenager gik jeg til at spise ekstremt fiberrigt og kaloriefattigt. Jeg havde en lang liste over forbudte fødevarer, som jeg ikke måtte spise i hverdagen, men i weekenden gik jeg til gengæld amok.

Der proppede jeg mig, til jeg blev helt dårlig for at få mest muligt ud af min fridag. Jeg indtog gigantiske portioner, og jeg gjorde det helst, når jeg var helt alene, så folk ikke ville kommentere på det.

Dagen efter skulle jeg selvfølgelig bøde for det høje kalorieindtag. Det gjorde jeg fx med en lang løbetur og 20 timers faste.

Så blev det mandag, og så startede møllen igen med strikse hverdage, weekendoverspisning og dertilhørende faste.

Det var hårdt at opretholde mit image som sund, stærk og fornuftig, og jeg frygtede hele tiden at blive afsløret. Tænk hvis nogen syntes jeg så tyk ud på stranden, fordi jeg havde spist morgenmad den dag? Eller tænk hvis nogen så mig på McDonalds?

Omvendt kunne jeg ikke slippe det. Jeg havde ikke lyst til at være det småbuttede mobbeoffer fra folkeskolen, og så måtte jeg jo være ham den muskuløse og disciplinerede i stedet for.

Held i uheld

Der skulle et gevaldigt maveonde til at få mig væk fra den spiseforstyrrelse, der styrede mit liv i over 10 år. Jeg begyndte at få alvorlige mavekramper og opsøgte lægehjælp.

Adskillige specialister undersøgte mig, men de kunne ikke finde noget. Jeg havde hverken tarmslyng eller det, der var værre. Til gengæld havde jeg en krop, der simpelthen havde indtaget alt for mange fibre.

Langsomt testede jeg nye spisevaner af. Jeg tog mod til mig og spiste lidt toastbrød på en helt almindelig onsdag. Noget, der måske lyder banalt for en udenforstående, men som ikke desto mindre var en stor overvindelse for mig.

Jeg løsnede også grebet om min træning, og til min store lettelse opdagede jeg, at min krop ikke forandrede sig. Jeg kunne sagtens tage på café en hverdag, og jeg behøvede ikke at træne mig selv i bund med knæskader og lændesmerter som følgesvend.

Ahh, hvilken frihed! Et liv uden skyld, skam, frygt og dårlig samvittighed.
Jeg var besat af træning og sundhed i mange år, men jeg glemte det vigtigste: Nemlig at sundhed også handler om livskvalitet, glæde, socialt samvær og hygge.

Det ved jeg nu, og derfor elsker jeg at være personlig træner. Jeg nyder at gøre en forskel for andre mennesker og hjælpe dem med at leve livet fuldt ud uden begrænsninger.

Jeg har hjulpet mange allerede, og jeg kan også hjælpe dig.

Håber vi ses.

Mange hilsner,

Philip