Adam Karam

CERTIFICERET PERSONLIG TRÆNER

Læs min historie

Jeg begyndte at styrketræne, da jeg var midt i tyverne.

Jeg havde mødt en gut, som var særdeles veltrænet, og jeg var sikker på, at han fik en masse positiv opmærksomhed fra pigerne med den krop. Det var lige det, der skulle til for at jeg selv kunne finde mig en kæreste, tænkte jeg, og derfor gik jeg i gang med at træne.

Mit mål var at få en toptunet krop, som så fantastisk ud. Det med sundhed sagde mig ikke så meget dengang, hverken den mentale eller den fysiske sundhed. Jeg ville bare gerne se godt ud, så pigerne ville blive interesserede i mig.

Det gik ikke helt efter planen, lad mig bare sige det sådan. Min krop blev flot ja, men efter et stykke tid gik det op for mig, at det ydre kun er en lille del. Det, der virkelig tæller, er selvfølgelig, hvordan du har det indeni, og der havde jeg lang vej igen.

På det tidspunkt havde mange af mine kammerater fuld gang i enten uddannelse eller karriere, men jeg flakkede rundt og kunne ikke finde den rette hylde. Mine forældre havde altid ønsket, at jeg skulle blive læge eller ingeniør. Noget, som i deres øjne ville skabe respekt fra omverdenen og selvfølgelig også give en fin indtægt.

Jeg ville gerne gå min egen vej, og jeg skulle i hvert fald ikke være læge eller ingeniør. Men hvad skulle jeg så? Jeg havde tidligere flirtet med tanken om at blive komiker, for jeg elsker at få folk til at grine, men det var jo ikke en rigtig uddannelse, og jeg var også i tvivl om jeg var god nok til det.

OPRØR

Jeg voksede op i et meget konservativt miljø, præget af mine forældres mellemøstlige vaner og værdier. Her gjaldt det om at holde sig for sig selv, klare sin skole og gøre, hvad der blev sagt. Det vigtigste var at få mad i maven og rent tøj på kroppen. At overleve og ikke skabe problemer. At få et godt liv med et godt job.

Jeg har altid været god i skolen, og derfor skulle jeg selvfølgelig også læse videre. Jeg startede på en bachelor, flere forskellige endda, men ingen af dem føltes som det rigtige match.

Det samme gjaldt for en del andre aspekter af mit liv. Som teenager var jeg så småt begyndt at gøre oprør mod de værdier, der havde defineret min barndom. Jeg brød fri af mine forældres konservative tanker i forhold til religion, socialt samvær, kost og på sin vis også i forhold til karriere.

Ingeniørhøjskolen søgte jeg aldrig ind på, men det tog mig mange år at erkende, at jeg ikke egner mig til lange forelæsninger eller et inaktivt arbejdsliv foran computeren. Jeg er langt gladere, når jeg får lov til at arbejde med mennesker og samtidig bruge kroppen, og derfor er jeg også lykkelig for, at jeg i dag kan kalde mig personlig træner.

Nu har jeg endelig fundet en karrierevej, som jeg virkelig føler giver mening. Det er ikke noget, mine forældre har valgt. Det er en personlig passion for kost og træning, og et personligt ønske om at gøre noget godt for andre.

Jeg ved nu, at skønhed ikke kun handler om udseendet. Det lyder sikkert som en kliche, men der er trods alt sket en del siden dengang, jeg forsøgte at træne mig til en kæreste, og heldigvis for det. Når jeg træner i dag, er det med et fokus på styrke og sundhed. Min krop skal gerne holde mange år endnu, og det er det, der motiverer mig til at blive ved.

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har det godt med mig selv både indeni og udenpå, og jeg nyder at hjælpe andre med at opnå det samme. Jeg håber rigtig meget at se dig, så vi sammen kan skabe den krop og den livsstil, du drømmer om.

Mange hilsner,

Adam