personlig træner vanløse

Læs min historie

”Kan du ikke lige gå væk med de der chips, skat? Jeg har kvalme.”

Det her er et citat fra min kæreste fra dengang, hun ventede vores datter, og selvom det ikke var mig, der led af kvalme, så fortæller det også lidt om min person. Jeg er nemlig den primære kok i vores husholdning, og jeg må indrømme, at mine evner i køkkenet var under pres, da min kærestes graviditetskvalme viste sig at vare stort set hele graviditeten.

Jeg ville gerne lave god, nærende og lækker mad til min kæreste og mit ufødte barn, men hvordan gør man lige det, når smagsløg er en by i Rusland og chips pludselig lugter dårligt?

Jo, man tilpasser sig situationen og tager det en dag ad gangen.

Nu er en graviditet jo ikke helt det samme som en kropstransformation, men det er faktisk nøjagtig samme tilgang, jeg har over for mine klienter. Her tager jeg også altid udgangspunkt i det enkelte menneske og den nuværende situation, og jeg optimerer løbende, hvis noget ikke fungerer.

Sportsnørdens nedtur

Jeg har altid elsket at være fysisk aktiv. Som barn afprøvede jeg stort set alle former for sport – lige fra fodbold til tennis og sejlads – og jeg var vild med det.

For mig var det en leg. Det var noget, jeg hyggede mig med i flere timer om dagen, og det var en stor del af min identitet. Derfor ramte det også hårdt, da jeg fik en alvorlig knæskade i 7. klasse. Mit bagerste korsbånd var ødelagt, og lægerne anbefalede ikke en operation i så ung en alder.

Den skade skulle vise sig at forfølge mig i mange år. Jeg røg ind og ud af venteværelset hos både læge og fysioterapeut, og jeg var meget begrænset i min ellers fysisk aktive hverdag. Helt galt gik det i gymnasiet, hvor mit knæ drillede så meget, at jeg stort set ikke var til en eneste idrætstime i de tre år, jeg gik på skolen.

Det lyder måske som en befrielse for nogen, men for mig var det et stort tab. Jeg havde altid været en fit og sporty type, jeg fik god energi af at bevæge mig, og jeg plejede at have det sjovt, så snart jeg var fysisk aktiv.

Det var frustrerende gang på gang at blive sat til vægs af et smertende knæ, og til sidst havde jeg virkelig svært ved at finde motivationen. Hvorfor overhovedet træne, når jeg ikke kunne gøre det ordentligt? Min hverdag blev mere inaktiv, og min krop ændrede sig. Jeg gik fra vaskebræt til topmave og begyndte at tænke over, om jeg mon så tyk ud i den og den t-shirt.

Et anderledes sabbatår

De fleste unge bruger tiden efter gymnasiet på at tjene penge, rejse, tage på højskole eller andet spændende. Jeg brugte et år på genoptræning.

Efter min studentereksamen fik jeg nemlig endelig den operation, der var nødvendig for at stabilisere mit knæ, og da den var veloverstået, skulle jeg i gang med at styrke muskulaturen.

Jo bedre mit knæ blev, jo mere fysisk aktiv blev jeg. Pludselig kunne jeg se det sjove og hyggelige i alle de aktiviteter, jeg tidligere havde haft gang i, og før jeg vidste af det, havde jeg smidt de ekstra kilo, der var røget på.

Det tog et år, før jeg var tilbage i form, men så var jeg til gengæld også klar til at erobre verden. Jeg følte mig endelig godt tilpas i min krop igen, og jeg nød min hverdag.

Jeg startede på drømmeuddannelsen Idræt og Sundhed på Syddansk Universitet og blev hurtigt klar over, at det var det helt rigtige valg. Nu kunne jeg hjælpe folk i samme situation, som jeg selv havde været i. Folk, der gerne ville træne og leve sundt, men som manglede noget for at komme i gang.

Det har jeg så gjort lige siden, og jeg er vild med det. Jeg elsker den direkte dialog og de nære relationer, der opstår, når man træner sammen med et andet menneske. Det er en fantastisk oplevelse at se folk udvikle sig og indfri deres drømme, og det gælder uanset hvilken drøm de har.

For mig handler et godt liv om at finde en god balance, hvor du træner og spiser sundt, uden at det bliver for meget eller for surt. Det skal handle om lyst – ikke om at løbe et bestemt antal kilometer eller at spise en bestemt mængde af din morgenmad.

Er det ikke sjovt og lystbetonet, hvem gider så at gøre det? Ikke mig i hvert fald, og derfor gør jeg alt, hvad jeg kan for at gøre din livstilsændring så nem, behagelig og fleksibel så muligt.

Giv lyd, hvis det lyder som noget for dig.

Mange hilsner,

Rasmus